Foreningens arbejde i 1. halvår
Første halvår af 2022 var i januar fortsat præget af covid-19 restriktioner. Heldigvis faldt smitten så meget, at vi fra februar slap for restriktioner – og har oplevet et forår, hvor der igen er kommet gang i erhvervs- og fritidslivet - næsten som vi husker det fra før coronaen.
Vi skal dog ikke være blind for, at stigning i energipriser, inflation og generelle prisstigninger giver store udfordringer i virksomhederne. Desværre en situation som er lige så hård for mange virksomheder som de restriktioner, vi har haft igennem de sidste par år. Hertil kommer situationen på arbejdsmarkedet, hvor det kan være svært at finde den arbejdskraft, der er behov for i virksomhederne.
Næstved Erhvervsforening deltager som høringspart ved møder i Center for Arbejdsmarked, og her vil vi komme med vores input til, hvorledes udbuddet af arbejdskraft kan udvikles til gavn for virksomhederne i vores område.
Nye bestyrelsesmedlemmer og bæredygtigt fokus I marts måned afholdt Næstved Erhvervsforening den årlige generalforsamling med deltagelse af ca. 60 medlemmer. På vores generalforsamling blev der også valgt nye kræfter ind i bestyrelsen, i form af Jakob Spodsberg og Simon Larsen. Udover selve generalforsamlingen satte vi fokus på bæredygtig affaldshåndtering med et spændende indlæg af Massimo Forti, som er administrerende direktør hos Ragn-Sells.
Byggeri og trafik I maj havde vi medlemstur til byggeriet af Storstrømsbroen. Det var en spændende tur, hvor vi hørte historien frem til i dag og om, hvad fremtiden byder, når den nye bro står færdig i 2025 for biltrafik og i 2027 for tog.
Nu nærmer vi os sommerferien – vi ønsker alle medlemmer en dejlig sommer, hvor der forhåbentlig bliver tid til at nyde ferien og lade op til 2. halvår.
|