International lufthavn til Næstved
Det var overskriften på Sjællandske efter vi i Næstved Erhvervsforenings bestyrelse luftede nye og større tanker for vores område.
Her lidt brudstykker af vores skriv til Sjællandske: En ny international lufthavn nordvest for Næstved tæt på den kommende motorvej og med kort afstand til en ny havn på Ydernæs, kan blive en realitet om få år, hvis Næstved vil tilbage på landkortet, som et aktivt udviklingsområde, mener man i Næstved Erhvervsforening.
Med lufthavnen vil Næstved og Sydsjælland blive attraktiv for mere og større erhverv og skabelse af 2.000 arbejdspladser er inden for rækkevidde. Når internationale selskaber opretter landeafdelinger, så er den første betingelse meget tit, at denne afdeling skal ligge tæt på en lufthavn og her vil Næstved blive meget attraktiv.
Når man spørger formanden for Næstved Erhvervsforening, Torben Johansen om ikke det her er en joke, kommer svaret prompte: Nej, det er det ikke – der tales meget om at tale Næstved ned og op – jeg synes bare at skoene klemmer hele tiden. Vi tænker simpelthen ikke stort nok. Vores tankevirksomhed er generelt begrænset til, at det er kommunen der skal udføre og betale alt udvikling i vores område og det er efter vores mening, så forkert som det kan være. Byen arbejder med en økonomi der er anspændt og vi skal sikre at borgerne har det godt. Ældre, børn, skoler og mange andre vigtige områder, som skal betales af vores fælles kasse gør, at der aldrig bliver plads til at tænke stort.
Hvis vi tænker større, så åbner der sig hele tiden nye muligheder – og det har vi brug for.
Se artiklen i Sjællandske her.
Se Airbus bud på fremtiden her.
|