Godt Nytår
Vi ønsker alle medlemmer et Godt Nytår og håber alle kommer til at mærke den positive økonomiske trend, der er i vores samfund for tiden. Der kom mere gang i økonomien i 2017, hvilket har givet flere arbejdspladser og større ordrebøger for mange virksomheder. Det skal vi selvfølgelig udnytte, alt det vi kan, til glæde for den enkelte virksomhed, vores medarbejdere og ikke mindst for at optimere erhvervsklimaet i vores lokalområde.
2017 sluttede dog ikke på bedste måde set med det lokale erhvervslivs øjne. Kommunevalget i november var spændende og i Næstved Erhvervsforening havde vi sat stor fokus på, at lytte til de budskaber der kom fra politikkernes side på det erhvervspolitiske område. Vi lagde alle kræfter ind på at arrangere en partilederdebat den 15. november i Ny Ridehal og til vores positive overraskelse, ønskede stort set alle politikere bedre rammevilkår for erhvervslivet, afskaffelse af dækningsafgiften og der var generel stor enighed om at gøre det godt for erhvervslivet.
6 dage senere den 21. november afholdes kommunevalget og på valgnatten indgår Borgmester Carsten Rasmussen aftale med SF, Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti (senere kaldt ”det røde kabinet”) og der meldes klart ud, at dækningsafgiften ikke bliver afskaffet, den skal fortsætte ubetinget. Derudover bliver der varslet skatteforhøjelser uagtet, at kommunen det første år skal betale 75% af den opkrævede skat videre til staten. Hvad skete der lige med politikernes holdninger på de 6 dage fra den 15. til 21. november?
Motorvejsdrømmen led også et knæk sidst på året, da det stod klart, at vi ikke var med på forligsgruppens liste over projekter, der skal gennemføres de næste 5 år. Vi har dog ikke forsømt en eneste lejlighed til at påvirke landspolitikere, være synlige på Christiansborg og fået stor opbakning fra medlemsvirksomheder samt virksomheder fra nabokommuner. Den kamp vil vi fortsætte – Næstved skal have den motorvej
På trods af vores ihærdige indsats må vi konstatere at vi lige nu er ”slået tilbage til start”, men det ryster vi ikke på hånden af. Vi skal fortsætte arbejdet med at få skabt de bedste forhold for erhvervslivet i Næstved Kommune – det er trods alt erhvervslivet, der skal skaffe økonomien til de goder vi ønsker, der skal være i vores lokalsamfund.
|